Hvorfor købe en hund med stamtavle?

Når du skal ud og købe en hvalp eller ny hund, har tanken om at købe en hund med stamtavle måske strejfet dig. Men du ved også godt, at hunde med stamtavler er langt dyrere end hunde uden – så hvorfor købe en hund med stamtavle?

Hvad er en stamtavle?

En stamtavle er en anetavle. Det betyder, at du kan se hundens stamtræ flere generationer bagud, og derfor kan se, hvem forældre, bedsteforældre med mere er. Opdrætterne bruger det som et arbejdsredskab til at målrette racerne til at blive til de racer, de er.

Derudover kan stamtavlen give dig informationer om den enkelte hunds sundheds- og resultathistorik i flere generationer. Det er med andre ord din garanti for, at der hverken er indavl, eller at du får en hund med tendens til visse sygdomme.

Hvorfor er en hund dyrere med stamtavle?

En hund med en stamtavle er dyrere, fordi der ligger en stor indsats bag stamtavlen. Det gælder blandt andet forskellige undersøgelser, som udelukker hunde med arvelige sygdomme og måske endda også import af køle- eller frysesæd fra andre steder i verden.

Stambogen i sig selv koster kun 300 kroner. Men der ligger et enormt arbejde bag, og det er det, du altså betaler for.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis du køber med stamtavle, så er Dansk Kennel Klub den eneste organisation, som udsteder stamtavler, der lever op til FCI’s internationale bestemmelser.

Får du en bedre hund af at købe med stamtavle?

Du får nødvendigvis ikke en bedre hund af, at du køber den med stamtavle. Selvom opdrætter kan have en ide om, hvordan hunden bliver, er alle hunde forskellige og har forskelligt sind.

Din garanti er blot, at den faktisk er renracet, ikke er indavlet og er avlet til at undgå visse sygdomme.